Tilbageblik
Løvfaldsgudstjeneste i Oppe Sundby Kirke den 6. oktober 2019
Gæsteprædikant
tidl. chef for livgarden, kammerherre
Lasse Harkjær
læs prædiken her:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Gud være lovet for sit glædelige budskab.
”Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham.
Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.
Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!«
Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Amen”
”Den 24. februar 2008 ved 18-tiden sad jeg på mit kontor og talte om erfaringer fra seneste hold soldater, der havde været udsendt til Afghanistan.
Jeg var chef for Den Kongelige Livgarde på det tidspunkt, og vi havde soldater udsendt til nogle af de hårdeste missioner, som Danmark havde været i siden besættelsen.
Telefonen ringede kl. 18.15, og jeg fik at vide, at vi havde et dødsfald i Afghanistan. Jeg skulle køre her til Frederikssund, hvor jeg måtte overbringe det forfærdelige budskab til forældrene, at deres søn var faldet i Afghanistan.
Efter ca. en uge kom han hjem til Danmark, og den 5. marts 2008 havde vi så en smuk gudstjeneste her i kirken, og efterfølgende begravede vi Morten Krogh Jensen lige herude på kirkegården.
Når jeg læser dagens tekst, så kunne jeg naturligvis kun ønske, at det samme var sket for Morten, som skete for den unge mand i Nain - sådan helt bogstavelig talt - men det gjorde det selvsagt ikke.
Døden rammer hårdt, ikke mindst når det sker helt uforberedt, som det var tilfældet med Morten. Jeg har selv haft døden tæt på flere gange. Da jeg var den første danske chef i Afghanistan i 2002 mistede jeg tre gode kammerater, der døde i en sprængningsulykke.
19 gange gik jeg som chef for Livgarden den tunge vej til forældre eller hustruer og fortalte om dødsfald i Irak eller Afghanistan.
Og midt i det hele var jeg selv døden nær, da jeg fik en blodprop i hjertet.
Det får jo unægtelig en til at tænke mere over både livet og døden. Jeg er sikker på, at der er flere her i dag, der på samme måde eller en anden måde har haft eller har døden tæt inde på livet.
Det er min erfaring, at når man får døden tæt ind på livet - ja så tænker man måske mere over selve livet.
Jeg er selv meget taknemlig over livet, og jeg plejer at sige, at når jeg vågner om morgenen, så tjekker jeg lige om det hele virker … arme, ben, krop og hoved - og når jeg så med glæde konstaterer, at det gør det - så står jeg op og ser frem til, hvad den nye dag måtte bringe.
Jeg står op med en taknemlighed over livet og en taknemlighed over at være i livet.
Senere skal der være dåb her i kirken, og er der noget mere livgivende end at se sådan et skønt lille barn, der har hele sit spændende liv foran sig.
Morten, som jeg indledte med at fortælle om, han levede livet. Han gjorde dét, han helst ville i livet. Han ville ligesom alle de andre soldater, dele ud af det overskud han havde, og det overskud ville de alle bruge til at hjælpe andre.
Disse unge mennesker kunne have hjulpet til på mange måder herhjemme i sikre Danmark, men det gjorde de ikke.
De valgte at bruge deres overskud på at hjælpe der, hvor der var allermest brug for det. De tog til verdens tredje-fattigste land – de tog til Afghanistan for at hjælpe afghanerne til en bedre hverdag.
Og hver en soldat der er draget derud, har gjort sit til, at Afghanistan er blevet et bedre sted at være. Er det perfekt - det er der vist ingen der mener - men er det bedre end da Morten og de andre tog afsted - helt afgjort. Der er desværre nogen, der skriver at vi tabte i Afghanistan, og at det hele ikke nyttede noget.
Da Morten tog afsted og landede i Helmand var den nærmeste by ”Geresk” fortsat næsten en spøgelsesby. Men fordi soldaterne kom og skabte fred, vendte livet tilbage til ”Geresk”. Ruiner blev genopbygget, butikker åbnede, der kom trafik i gaderne.
Da danskerne kom til byen, var der ikke en bil i gaderne – i dag tager det lang tid at komme igennem byen på grund af trafikken og den bugnende handel.
Livet er kommet tilbage. Kunne vi ønske at situationen var bedre – selvfølgelig kunne vi det. Men livet kom.
Her i oktober falder bladene af træerne, og derfor kalder man også dagens gudstjeneste for en løvfaldsgudstjeneste. Løvet falder af træerne - bladene dør og falder mod jorden. Og hvis der ikke lige kommer en aktiv vicevært eller en ivrig haveejer, så får bladene lov at blive liggende. En proces begynder og bladene nedbrydes til muld. Men når foråret kommer, springer der nye små planter og dyr frem af muldet, og livet tager sin begyndelse for nye planter og nye dyr.
På samme måde drog Morten ud i verden for at gøre noget godt, sammen med tusinder af andre gode danske kvinder og mænd. Morten måtte desværre give livet i denne indsats, men det folk han tog ud for at hjælpe fik det bedre – de fik på en eller anden måde, nyt liv.
…….
Løvfaldet er en del af skovens cyklus. Og dagens tekst fortæller os vel noget om livets cyklus. Den unge mand var blevet født, han havde levet, men var gået bort igen, indtil Jesus bragte ham til live igen, så han kunne levet et liv igen, og forhåbentlig som en gammel mand dø en naturlig død. Man kan sige, at han var heldig at opleve livets cyklus hele to gange.
Sådan er livet – vi fødes, vi lever et liv, hvor vi er i vore egne og Guds hænder – og en dag kommer døden. For Morten kom den al for tidligt.
Jeg blev ramt af sorg, da jeg hørte om Mortens død, på samme måde, som vi alle rammes af sorg, når døden rammer vores kære. Men når jeg står der og det hele er lidt sort, så husker jeg på de ord som en pårørende til en faldet soldat engang sagde til mig: Husk Lasse, sagde hun – ”Sorg er kærlighed, der ikke vil forlade kroppen.” … ”Sorg er kærlighed, der ikke vil forlade kroppen.”
Sorg er nemlig kærlighedens pris og den der elsker meget, sørger meget. Når en dør forlader kærligheden netop kroppen og har ikke længere noget hjem. Dermed har vi ikke noget konkret fysisk, altså et konkret elsket menneske at forbinde vores kærlighed med. Men kærligheden forsvinder ikke med kroppen, den lever videre i vores hjerter og minder, så længe vi lever i denne verden.
Det er måske også det dagens tekst handler om. Som jeg nævnte, kunne jeg have ønsket, at det samme var sket for Morten, som skete for den unge mand i Nain. Men det gjorde det ikke – sådan helt bogstavelig talt - men Morten lever jo videre, blot på en anden måde. Han lever videre i vores minder – de sjove, de grove og de kærlige minder. Hans forældre og søster husker ham selvsagt, men alle vi andre der mødte Morten i hans liv på jorden, husker ham, og han lever videre i vores minder, han lever videre i os.
Og på samme måde som Morten gav os, der kendte ham, noget, på samme måde skal vi hver dag huske at give noget videre. Det kan være en blomst til en ven eller et smil til en vred ung mand med hættetrøje.
For når vi taler om døden – så taler vi også om kærlighed til andre og om selve livet. Jeg er taknemlig for livet hver dag. Jeg er taknemlig over de mennesker der holder alting i gang. Jeg er taknemlig for dem, der vil tage en tjans som politiker i vores land, og jeg er taknemlig for dem, der driver virksomheder og dem der arbejder hos dem. Jeg er taknemlig for alle de mennesker i alle funktioner, der holder vores helt igennem fantastisk land kørende.
Der hvor jeg måske er allermest taknemlig, det er i køen i den lokale Netto eller Rema 1000. Når man har været mange gange i Afghanistan og Irak, så er det fantastisk at se alt det man kan købe. Og når jeg så står der i køen – sammen med nogen af jer – så står jeg og bruger tiden på at være – ja, taknemlig. Så køen må gerne være lang.
Jeg står og er taknemlig over livet – men også taknemlig over ham eller hende, der sidder bag kassen, og som er selve årsagen til, at jeg kan købe mad til bordet derhjemme.
Derfor nyd livet, spred glæde og kærlighed omkring jer, og når I senere forlader kirken, så synes jeg I skal hilse på den lille nye hernede. Og når I har gjort det, skal I lige gå ud og hilse på Morten ude på kirkegården – lige derude ligger en af Danmarks store helte – tag en snak med ham og sig en tak til ham. Tænk på alt det Morten har givet jer og giv det så videre til en I ikke kender.
Når I letter på hatten og hilser på Morten - så gå bagefter hen til en I ikke kender, der også står derude, hils på vedkommende og sig ”rigtig god søndag”. …..”
”Lad os alle bede:
Trøst og styrk os, vor Gud, både de der er fjern og nær. Giv os visdom til at skelne godt fra ondt, og til at styrke fællesskabet med din tro, dit håb og din kærlighed i vore hjerter.
Velsign og bevar din hellige almindelige kirke og dine hellige sakramenter. Lad Nådens lys skinne på alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge.
Hold din beskyttende hånd over vor folk, fædreland, al dens øvrighed. Velsign og bevar Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele Dronningens hus. Vær med vore udsendte soldater og giv dem klarsyn til at træffe rigtige og retfærdige beslutninger. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse.
Amen”
*
Halmballegudstjeneste og indsættelse
søndag den 8. september 2019
De store smil var fremme hos både menighed og f.v. provst Eskil Simmelsgaard Dickmeiss samt sognepræsterne Christina Seersholm og Susanne Norsk Østrup Leiding.
*
Interessen for søndagsgudstjenesten i Snostrup var ekstraordinært stor, da Christina Seersholm blev indsat som konstitueret sognepræst i Oppe Sundby og Snostrup af provst Eskil Simmelsgaard Dickmeiss.Rammerne var ganske særlige, idet næste års konfirmander havde brugt 125 halmballer til at opføre en udendørs kirke med alter, masser af siddepladser og højt til loftet. Sådan fejrer pastoratets kirker hvert efterår høsten, hvorimod det var første gang, at halmballekirken også var rammen om en præsteindsættelse.Christina Seersholm har fungeret i pastoratet siden november 2018, og hun er konstitueret for det kommende år under sognepræst Dorte Dideriksens orlov.